Talent indenfor medicinal

Jeg har en uddannelsesmæssig baggrund fra merkonomuddannelsen på Niels Brock samt fra De Monfort University i Leicester i England, hvor jeg uddannede mig i Strategisk Ledelse. Ser man på mit CV, er det tydeligt, at jeg altid har været fascineret af international handel, hvilket har været omdrejningspunktet for begge uddannelser, og som derudover har bragt mig vidt og bredt.

Min karriere startede i tøjbranchenen, men det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var her, jeg skulle sætte mine fodspor. Jeg påbegyndte derfor i 2000 som trainee hos medicinalvirksomheden Missionpharma A/S, hvor jeg, på grund af mit drive, allerede året efter avancerede til Country Manager for en række lande i Øst Afrika. Med dette ansvar fulgte mange rejser til Øst Afrikanske lande, hvor jeg stod som ansvarlig for at forhandle årlige kontrakter af medicinforsyninger med det lokale sundhedsministerium i de individuelle lande. Et stort og krævende ansvar for en ung mand at skulle opfylde i en verdensdel med en markant anden forretningskultur, men omvendt også en spændende og interessant udfordring, som senere i min karriere har givet mig gode erfaringer at kunne trække på.

Æstetisk medicin

Siden 2004 har der været fart på min karriere inden for medicinalindustrien. Blandt andet har jeg været med til både opstart og videresalg af fire yderst succesfulde virksomheder, hvoraf to har været solgt videre for betragtelige millionbeløb.

Med en stor interesse for at bringe en virksomhed fra den spæde og usikre begyndelse har jeg gjort stor succes som iværksætter.

I dag sidder jeg som Managing Director i min egen medicinalvirksomhed Nordic Medical Solutions ApS, hvilket jeg har gjort siden 2012. Med Nordic Medical Solutions ApS har jeg formået at skabe en succesfuld virksomhed, der specialiserer sig i at forhandle æstetisk medicinsk udstyr. Virksomheden er hurtigt blevet blandt de foretrukne leverandører i Europa.

Opskriften på succesen med Nordic Medical Solutions ApS er først og fremmest de konkurrencedygtige priser, men derudover også virksomhedens fokus på samarbejde og gode relationer til leverandørerne.

Iværksætter ID

Jeg har altid brændt for at skabe noget på egen hånd, og har især talent for at bringe en forretningside fra ide-stadiet og ud i virkelighed. For mig har god ledelse altid været vejen til en succesfuld virksomhed. Dét at forstå, motivere og få det bedste frem i ens medarbejdere har altid været en høj prioritet for mig.

Jeg anser de ansatte som det vigtigste omdrejningspunkt i en velfungerende virksomhed. Min inspiration inden for ledelse har altid været ledelsesguruen Jack Welch, der er specielt kendt for sine innovative ledelsesstrategier.